Faste arrangementer for børnefamilier

På denne side kan du få et overblik over de faste arrangementer som primært henvender sig til børnefamilierne.

Bogormenes Madklub

Bogormenes Madklub er en af Morsø Folkebiblioteks hyggeligste klubber. Arrangementet henvender sig til børnefamilierne på Mors, hvor hele familien kan komme ned på børnebiblioteket og spise sammen med andre børnefamilier fra sit lokalområde. 

 

Menuen skrifter hver gang, hvor vi prøver at finde på retter der er børnevenlige og passer til årstiderne. Prisen er 20 kr. pr. person ligegyldigt om man er lille eller stor.

 

Når maden er spist, er det tid til at høre en godnathistorie, som bliver oplæst og passer bedst til 3-9-årige, men alle børn og voksne er selvfølgelig hjertelig velkomne.

 

Når arrangementerne er fastlagt, kan disse ses under Det sker, hvor der også vil være information om hvornår billetterne kan købes.

 

Babycafé

Morsø Folkebibliotek og Sundhedsplejerskerne samarbejder om at arrangere og invitere til Babycaféer på børnebiblioteket.

 

Til Babycafé har du mulighed for at lære andre forældre at kende og udveksle viden, ideer og oplevelser fra dagligdagen med jeres børn.

 

Tilbuddet er til familier med børn i alderen 0-1 år. Det er et uforpligtende arrangement og er et supplement til sundhedsplejens hjemmebesøg.

 

Caféen afholdes den første torsdag i hver måned fra kl. 10.00-12.00, dog holder caféen sommerferie i juli og august.

 

Caféerne afholdes i børnebiblioteket på Morsø Folkebibliotek, og der vil være en sundhedsplejerske til stede ved arrangementet, og der kan være forskellige sundhedspædagogiske emner.

 

Du har desuden mulighed for en individuel snak med sundhedsplejersken.

 

Du er velkommen til at komme sammen med dit barn, og du behøver ikke at tilmelde dig forinden. Der er vand, kaffe og the på kanden, og vi har en mikroovn, hvis du skal have varmet mælken.

 

Familiekoncerter

I et samarbejde mellem Morsø Folkebibliotek og Levende Musik i Skolen, afholder vi hvert år fire familiekoncerter. Koncerterne er alle gratis og kræver ingen tilmelding.

 

Familiekoncerterne er er hver gang forskellige koncerter med forskellige kunstnere og kan være alt fra jazz, folkemusik, sange, rim og dans.

 

Arrangementerne er primært henvendt til børnene, hvor de ofte har mulighed for at interagerer med kunstnerne i form af sang og dans. Familiekoncertens målgruppe er de 3-9-årige og deres voksne, men alle er velkomne.

 

Nyd koncerterne med hele familien.